En dag gikk Kanin langs elvebredden.
En dag gik Kanin en tur langs floden.
Flodhest var der også. Hun gikk en tur og spiste litt fint grønt gress.
Flodhest var der også. Hun gik en tur og spiste noget dejligt, grønt græs.
Flodhest så seg ikke for, så hun var uheldig og tråkket på foten til Kanin. Kanin skrek og begynte å rope til Flodhest: «Hei, Flodhest! Ser du ikke at du tråkker på foten min?»
Flodhest så ikke, at Kanin var der, og hun trådte uheldigvis på Kanins fod. Kanin råbte ad Flodhest: “Din flodhest! Kan du ikke se, at du træder på min fod?”
Flodhest ba om unnskyldning til Kanin: «Jeg er lei meg, vennen min, jeg så deg ikke. Vær så snill å tilgi meg!» Men Kanin ville ikke høre, og han ropte til Flodhest: «Du gjorde det med vilje! En dag kommer du til å få se! Dette kommer til å straffe seg!»
Flodhest undskyldte over for Kanin: “Jeg beklager. Jeg så dig ikke. Vær sød at tilgive mig!” Men Kanin ville ikke lytte, og han råbte ad Flodhest: “Du gjorde det med vilje! En dag får du at se! Du vil få din straf!”
Da dro Kanin for å finne Ild, og han sa: «Dra og brenn Flodhest når hun kommer ut av vannet for å spise gress. Hun tråkket på meg!» Ild svarte: «Ikke noe problem, Kanin, vennen min. Jeg skal gjøre akkurat det du ba meg om.»
Kanin gik ud for at finde Ild og sagde: “Gå hen og brænd Flodhest, når hun kommer op af vandet for at spise græs. Hun trådte på mig!” Ild svarede: “Ingen problemer, Kanin, min ven. Jeg skal gøre alt, du beder mig om.”
Senere spiste Flodhest gress langt fra elvebredden da det plutselig sa «svisj!» Ild ble til flammer. Flammene begynte å brenne håret til Flodhest.
Senere spiste Flodhest græs langt fra floden, da “Svisj!” Ild blev til flammer. Flammerne brændte Flodhests hår.
Flodhest begynte å gråte og løp mot vannet. Alt håret hennes brant opp i ilden. Flodhest gråt: «Håret mitt har brent opp i ilden! Du brente alt håret mitt! Håret mitt er borte! Det vakre, vakre håret mitt!»
Flodhest begyndte at græde og løb ned mod vandet. Alt hendes hår var brændt bort af ilden! Flodhest blev ved med at græde: “Mit hår er brændt væk af ilden! Alt mit hår er væk! Mit smukke hår!”
Kanin var glad for at håret til Flodhest brant. Og den dag i dag, av frykt for ilden, går ikke flodhesten langt fra vannet.
Kanin var glad for, at Flodhests hår blev brændt væk. Og stadig den dag i dag går Flodhest ikke langt væk fra vandet, fordi hun er bange for ilden.
