Det lille busstoppested i min landsby var fyldt med mennesker og overfyldte busser. På jorden var der endnu flere ting, der skulle lastes. Billetsælgere råbte navnene på de steder, deres busser skulle til.
Bussen var næsten fuld, men flere mennesker skubbede stadig på for at komme med. Nogle lagde deres bagage under bussen. Andre lagde deres på hylderne indenfor.
Nye passagerer holdt godt fast i deres billetter, mens de ledte efter et sted at sidde i den fyldte bus. Kvinder med små børn lagde dem til rette for den lange rejse.
Jeg klemte mig ind ved siden af et vindue. Personen, der sad ved siden af mig, holdt godt fast i en grøn plastikpose. Han havde gamle sandaler og en slidt frakke på, og han så nervøs ud.
Lastningen var overstået, og alle passagererne havde fundet et sted at sidde. Gadesælgere masede sig stadig ind i bussen for at sælge deres varer til passagererne. Alle råbte navnene på det, de ville sælge. Jeg syntes, ordene lød mærkelige.
Nogle passagerer havde taget drikkevarer med, andre havde taget små snacks med og begyndte at tygge. Dem, der ikke havde nogen penge, som mig, kiggede bare på.
Disse aktiviteter blev afbrudt af bussens dytten, et tegn på, at vi var klar til at tage af sted. Billetsælgeren råbte til gadesælgerne, at de skulle gå ud.
دەستفرۆشەكان پاڵیان بە یەكترەوە نا بۆ ئەوەی لە پاسهکه بچنە خوارەوە. هەندێكیان باقی پارەكانیان بە گەشتیارەكان دایەوە. ههندێکیشیان له کۆتایی کات ههوڵیان دا شتی زیاتر بفرۆشن.
Gadesælgerne skubbede til hinanden for at komme ud af bussen. Nogle gav byttepenge tilbage til de rejsende. Andre forsøgte at sælge flere varer i sidste øjeblik.
Men mine tanker vandrede hjem igen. Vil min mor være tryg? Kommer mine kaniner til at indbringe nogen penge? Vil min bror huske at vande mine nyudsprungne træer?
Ni timer senere vågnede jeg op af høje brag og råb efter passagerer, som skulle tilbage til min landsby. Jeg greb min lille taske og hoppede ud af bussen.