Sakima gjorde mange ting, som andre drenge på seks år ikke gjorde. For eksempel kunne han sidde sammen med de ældre i landsbyen og diskutere vigtige ting.
Sakimas forældre arbejdede i den rige mands hus. De tog hjemmefra tidligt om morgenen og kom hjem sent om aftenen. Sakima var alene med sin lillesøster.
Sakima kunne godt lide at synge for sin lillesøster, især hvis hun var sulten. Hans søster lyttede, når han sang sin yndlingssang. Hun vuggede i takt til den beroligende musik.
خوشكەكەی داوای لێكرد: “ساكیما دەتوانی ئەو گۆرانیەم دوبارە و دوبارە بۆ بڵێیەوە؟” ساكیماش به قسهی دهكرد و گۆرانیەكەی دوبارە و دوباره بۆ دهگوتەوە.
“Kan du synge den igen og igen, Sakima?” bad hans søster ham. Sakima gjorde, som hun sagde, og sang den igen og igen.
“Jeg kan synge for ham. Måske bliver han glad igen,” sagde Sakima til sine forældre. Men hans forældre afviste ham. “Han er meget rig. Du er bare en blind dreng. Tror du, din sang kan hjælpe ham?”
Sakima gav dog ikke op. Hans lillesøster støttede ham. Hun sagde: “Sakimas sange beroliger mig, når jeg er sulten. De vil også berolige den rige mand.”
Arbejderne stoppede med at arbejde. De lyttede til Sakimas smukke sang. Men en mand sagde: “Ingen har kunnet trøste chefen. Tror denne blinde dreng, at han kan trøste ham?”
Den rige mand var glad for at se sin søn igen. Han belønnede Sakima for at have trøstet ham. Han bragte sin søn og Sakima til hospitalet, så Sakima kunne få sit syn tilbage.
Ursula Nafula
Peris Wachuka
Agri Afshin
kurdisk (sorani)
Niveau 3
The audio for this story is currently not available.
