Ein dag fekk mamma mykje frukt.
En dag fik mor en masse frugt.
«Når kan vi få litt frukt?» spør vi. «Vi skal eta frukta i kveld», seier mamma.
“Hvornår må vi få noget frugt?” spørger vi. “Vi spiser frugten i aften,” siger mor.
Bror min Rahim er grådig. Han smakar på all frukta. Han et mykje av ho.
Min bror Rahim er grådig. Han smager på al frugten. Han spiser en masse af den.
«Sjå kva Rahim gjorde», ropar veslebror min. «Rahim er slem og egoistisk», seier eg.
“Se, hvad Rahim har gjort!” råber min lillebror. “Rahim er slem og egoistisk,” siger jeg.
Vi er òg sinte på Rahim. Men Rahim er ikkje lei seg.
Vi er også sure på Rahim. Men Rahim er ikke ked af det.
«Skal du ikkje straffa Rahim?» spør veslebror.
“Skal du ikke straffe Rahim?” spørger lillebror.
«Rahim, du kjem til å angra snart», åtvarar mamma.
“Rahim, du fortryder det snart,” advarer mor.
Rahim byrjar å føla seg uvel.
Rahim begynder at få det dårligt.
«Eg har så vondt i magen», kviskrar Rahim.
“Jeg har ondt i maven,” hvisker Rahim.
Mamma visste at dette ville skje. Frukta straffar Rahim!
Mor vidste, at dette ville ske. Frugten straffer Rahim.
Seinare seier Rahim orsak til oss. «Eg skal aldri vera så grådig igjen», lovar han. Vi trur han alle saman.
Senere siger Rahim undskyld til os. “Jeg skal aldrig være så grådig igen,” lover han. Og vi tror alle på ham.
