Kylling og Tusindben var venner. Men de konkurrerede altid med hinanden. En dag besluttede de sig for at spille fodbold for at se, hvem der var den bedste spiller.
پێكەوە چوونە گۆڕەپانی تۆپی پێ و یارییەكەیان دەست پێ كرد. مریشك خێرا بوو، بەڵام هەزارپێ خێراتر بوو. مریشك شهقی له تۆپەكەی دا و بۆ دوور رۆیشت بهڵام تۆپهکه به شهقی هەزار پێکه دوورتری رۆیشت. مریشك ههتا دەهات توڕهتر و توڕهتر دەبوو.
De gik hen til fodboldbanen og begyndte deres spil. Kylling var hurtig, men Tusindben var hurtigere. Kylling sparkede langt, men Tusindben sparkede længere. Kylling begyndte at blive sur.
De besluttede sig for en straffesparkskonkurrence. Først skulle Tusindben være målmand. Kylling scorede kun et enkelt mål. Så var det kyllingens tur til at forsvare målet.
Så hørte Mor Tusindben en lille stemme: “Hjælp mig, mor!” råbte stemmen. Mor Tusindben så sig omkring og lyttede opmærksomt. Stemmen kom inde fra kyllingens mave.
دایكی هەزارپێ هاواری كرد: “رۆڵە ئهو فێڵەی به کار بێنه که دهتوانی!” هەزارپێ دەتوانێ بۆنێكی ناخۆش و تامێکی ناخۆش دروست بکات. مریشك هەستی به تێک چوون كرد.
Mor Tusindben råbte: “Brug dine specielle evner, mit barn!” Tusindben kan lave en grim lugt og en forfærdelig smag. Kylling begyndte at få det dårligt.