Da de næsten var hjemme, rørte Nozibele ved sin hals. Hun havde glemt sin halskæde! “Vær søde at gå med mig tilbage!” bad hun sine venner. Men hendes venner sagde, at det var for sent.
Kanaafu Noziibelen gara laggati deebite. Amaarti ishee argatee jennan gara mana dafte galatee. Garu dukkanni ishee karairra dhoske.
Så Nozibele gik tilbage til floden alene. Hun fandt sin halskæde og skyndte sig hjem. Men hun for vild i mørket.
Fageenyati ifaa mana kessa argite. daftee gara manichaa deemte balbalaa isaani rukkute.
I det fjerne så hun lys komme fra en hytte. Hun skyndte sig hen til den og bankede på døren.
Akka ajaa’iba sareen mana bantee akkan jetten, “Mal barbaadee?” Karaan bade lafa cisuun barbaadaa jeteen, Noziibelen. “Seeni yookeen anii ciniina,” jetten sareen. Kanafu Noziibelen gara manaa sente.
Hun blev overrasket, da en hund åbnede døren og sagde: “Hvad vil du?” “Jeg er faret vild, og jeg har brug for et sted at sove,” sagde Nozibele. “Kom ind, eller jeg bider dig!” sagde hunden. Så Nozibele gik ind.
Så sagde hunden: “Lav mad til mig!” “Men jeg har aldrig lavet mad til en hund før,” svarede hun. “Lav mad, eller jeg bider dig!” sagde hunden. Så Nozibele lavede noget mad til hunden.
Så sagde hunden: “Red op til mig!” Nozibele svarede: “Jeg har aldrig redt op til en hund før.” “Red op, eller jeg bider dig!” sagde hunden. Så Nozibele redte op.
Guyyaa hundaa sareef nyaatafi mana qopheesu qabdi. Gaftokko sareen akkan jette, “Noziibele, ani hardha hiriyoota kiyyan gaafachu dhaqaa mana kana tolchi, nyaata qophesi, otto ani hindebi’in dura wantoota kiyyaa nafqulqulessi.”
Hver dag måtte hun lave mad og feje og vaske for hunden. Så sagde hunden en dag: “Nozibele, i dag skal jeg besøge nogle venner. Fej i huset, lav mad og vask mine ting, før jeg kommer tilbage.”
Akkuam sareenn gara imala deemiteen, Noziibelen rifeensa sadi ofira luqistee. Rifeensa tokko siree jala, tokko immo balbala duuba, fi isaa kan immo kiraala kessa goote. Eegasi gara mana ishee dadftee figde.
Så snart hunden var gået, tog Nozibele tre hårstrå fra sit hoved. Hun lagde et hårstrå under sengen, et bag døren og et i gården. Så løb hun hjem så hurtigt, hun kunne.
Da hunden kom tilbage, ledte han efter Nozibele. “Nozibele, hvor er du?” råbte han. “Jeg er her, under sengen,” sagde det første hårstrå. “Jeg er her, bag døren,” sagde det andet hårstrå. “Jeg er her, i gården,” sagde det tredje hårstrå.
Sanaa booda Noziibelen akka isaa goyyomsite bare. Dafee garaa ganda isheeti figee. Garuu obbolegni Noziibele olee gurguddaa qabatanii eegachaa jiru. Sareenis gara mana isaa figee debi’ee lammata gandaa sanatti hinmuldhanne.
Da vidste hunden, at Nozibele havde snydt ham. Så han løb, og han løb hele vejen til landsbyen. Men Nozibeles brødre ventede ham med store kæppe. Hunden vendte omkring og løb væk og er ikke blevet set siden da.
