Yeroo durii namoonni homaa hinbekan ture. Namoonni kuni akkaitti wayya dhahan, akkaa midhaan facaasan, fi akkaiti sibilaa tuman hinbekaan ture. Ayyanni Nyamee jedhamu garuu ogummaa bayee qaba ture. Ogummaa kana okkotee keesaa ka’ee.
For længe, længe siden vidste folk ingenting. De vidste ikke, hvordan de skulle så planter, eller hvordan de skulle væve tøj, eller hvordan de skulle fremstille værktøj af jern. Guden Nyame oppe i himlen havde al visdom i verden. Han opbevarede den i en lerkrukke.
Gaftokko, Nyameen okkotee kan Anaanisif kennuf murtesee. Anaanis yeroo okkotee kan ilalee hundaa waan bayee bartee. Bayee dinqii ture.
En dag besluttede Nyame, at han ville give krukken med visdom til Anansi. Hver gang Anansi kiggede ned i lerkrukken, lærte han noget nyt. Det var så spændende!
Sassatuun Anaanis akkan yaade. “Okkotee tana muka gubban ka’a. Sana booda ana qofatu ittifayyadam!” Funyoo dheera fidee okkoteeti maree garaa isaa irratti hidhatee. Sana booda mukicha kore. Garu halaa saanan mukicha koru hindandenyee.
Grådige Anansi tænkte: “Jeg gemmer krukken i toppen af et højt træ. Så kan jeg beholde det hele for mig selv!” Han spandt en lang tråd, snoede den rundt om lerkrukken og bandt den om sit liv. Han begyndte at klatre op i træet. Men det var svært at klatre op i træet, når krukken slog mod hans knæ hele tiden.
Yeroo hundaa mucaan Anaanis muka jala dhabbate ilaal ture. Akkan jedhe, “Okkotee sana oto dugdaa keetiratti hidhatee wayya ta’a lata?” Anaanis akkuma mucaan isaa jedhee sanatti dugdatti hindhatee shaakallin salphaa ta’ef.
Hele tiden havde Anansis unge søn stået ved foden af træet og kigget på. Han sagde: “Ville det ikke være lettere at klatre, hvis du bandt krukken på ryggen i stedet?” Anansi prøvede at binde lerkrukken fyldt med visdom på ryggen, og det gik virkelig meget lettere.
Yerooduma san qacee mukaa irra gahee. Sana booda yadee, “Ani namaa silaa ogumma hundaa qabaachu qabu garuu mucaan koo akkamitti nacaalee!” Anaanis haala kannatti aaree okkotee mukarraa gadidarbee.
I løbet af ingen tid nåede han toppen af træet. Men så stoppede han og tænkte: “Det burde være mig, der har al visdom, og her var min søn klogere end mig!” Anansi blev så vred over dette, at han kastede lerkrukken ned fra træet.
Okkoteen nicacabdee. Ogummaaan suni nama hundaafu bilsaa ta’e. Namoonni haala kanaan akkamiti akka qotan, akkamiti akka uffata dhahan, fi akkamiti akka sibiilaaf wantoota biraa hojatan baran.
Den blev smadret i mange stykker på jorden. Visdommen var fri, så alle kunne få del af den. Og sådan lærte folk, hvordan de skulle så, hvordan de skulle væve, hvordan de skulle fremstille værktøj af jern og alle de andre ting, folk kan finde ud af.
