Det var ei lita jente som først såg den mystiske skikkelsen i det fjerne.
Det var en lille pige, der først så den mystiske skikkelse i det fjerne.
Etter kvart som skikkelsen kom nærare, såg ho at det var ei høggravid kvinne.
Da skikkelsen kom nærmere, så hun, at det var en højgravid kvinde.
Sjenert, men modig, gjekk den vesle jenta nærare kvinna. «Vi må halda på henne her hos oss», bestemte dei som var med den vesle jenta. «Vi skal verna henne og barnet hennar.»
Genert, men modig bevægede den lille pige sig nærmere kvinden. “Vi må beholde hende hos os,” besluttede den lille piges folk. “Vi kan holde hende og hendes barn i sikkerhed.”
Barnet var snart på veg. «Trykk!» «Hent pledd!» «Vatn!» «Tryyyykk!»
Barnet var snart på vej. “Pres!” “Hent tæpper!” “Vand!” “Preeeesss!!!”
Men då dei fekk sjå babyen, veik alle tilbake i sjokk. «Eit esel?»
Men da de så babyen, sprang alle chokerede tilbage. “Et æsel?!”
Alle saman byrja å krangla. «Vi sa vi skulle verna mor og barn, og det skal vi gjera», sa nokon. «Men dei kjem til å bringa ulukke!» sa andre.
Alle begyndte at diskutere. “Vi sagde, at vi ville holde mor og barn i sikkerhed, og det vil vi gøre,” sagde nogle. “Men de vil bringe uheld!” sagde andre.
Og slik var det at kvinna vart åleine igjen. Ho lurte på kva ho skulle gjera med dette rare barnet. Ho lurte på kva ho skulle gjera med seg sjølv.
Og så var kvinden alene igen. Hun spekulerede på, hvad hun skulle gøre med sit underlige barn. Hun spekulerede på, hvad hun skulle gøre med sig selv.
Men til slutt godtok ho at han var barnet hennar, og at ho var mor hans.
Men til sidst måtte hun acceptere, at han var hendes barn, og at hun var hans mor.
Viss berre barnet hadde halde på den vesle storleiken, hadde alt kanskje vore annleis. Men eselbarnet voks og voks, heilt til han ikkje lenger fekk plass på ryggen til mora. Og uansett kor hardt han freista, klarte han ikkje å oppføra seg som eit menneske. Mor hans var ofte sliten og frustrert. Nokre gongar sette ho han til å gjera arbeid som var meint for dyr.
Hvis barnet var blevet ved med at være lille, havde alt måske været anderledes. Men æselbarnet voksede og voksede, indtil han ikke længere kunne sidde på sin mors ryg. Og lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke opføre sig som et menneske. Hans mor var ofte træt og frustreret. Nogle gange fik hun ham til at udføre dyrearbejde.
Esel vart fylt av forvirring og sinne. Han kunne ikkje gjera ditt, og han kunne ikkje gjera datt. Han kunne ikkje vera på éin måte, og han kunne ikkje vera på ein annan måte. Han vart så sint at han ein dag sparka ned huset til mor si.
Forvirring og vrede voksede i Æsel. Han måtte ikke gøre det ene, og han måtte ikke gøre det andet. Han måtte ikke være på den ene måde, og han måtte ikke være på den anden måde. Han blev så vred, at han en dag sparkede sin mor til jorden.
Esel skamma seg. Han byrja å springa vekk så fort han kunne.
Æsel skammede sig. Han løb væk så hurtigt, han kunne.
Når han hadde slutta å springa, var det vorte kveld, og Esel hadde gått seg vill. «Hi ha», kviskra han inn i mørket. «Hi ha?» lydde ekkoet. Han var åleine. Han krøkte seg saman til ein liten ball og fall i ein djup og forstyrra søvn.
Da han holdt op med at løbe, var det blevet nat, og Æsel var faret vild. “I-ah?” hviskede han ud i mørket. “I-ah?” svarede det tilbage. Han var alene. Han rullede sig sammen til en kugle og faldt i en dyb og urolig søvn.
Esel vakna opp til ein merkeleg gammal mann som stira ned på han. Han såg inn i auga til den gamle mannen og byrja å kjenna ein snev av håp.
Da Æsel vågnede op, stod der en underlig, gammel mand og kiggede ned på ham. Han så ind i den gamle mands øjne og begyndte at føle en gnist af håb.
Esel drog for å bu med den gamle mannen, som lærte han mange ulike måtar å overleva på. Esel lytta og lærte, og det gjorde den gamle mannen òg. Dei hjelpte kvarandre, og dei lo saman.
Æsel boede hos den gamle mand, der lærte ham forskellige ting, der kunne hjælpe ham til at overleve. Æsel lyttede og lærte, og det gjorde den gamle mand også. De hjalp hinanden, og de grinede sammen.
Ein morgon bad den gamle mannen Esel om å bera han opp til toppen av eit fjell.
En morgen bad den gamle mand Æsel om at bære ham til toppen af et bjerg.
Høgt oppe blant skyene sovna dei. Esel drøymde at mor hans var sjuk og ropte på han. Og då han vakna …
Højt oppe mellem skyerne faldt de i søvn. Æsel drømte, at hans mor var syg og kaldte på ham. Og da han vågnede op …
… hadde skyene forsvunne, nett som venen hans, den gamle mannen.
… var skyerne væk, og det var hans ven, den gamle mand, også.
Esel visste endeleg kva han skulle gjera.
Endelig vidste Æsel, hvad han skulle gøre.
Esel fann mor si, som var åleine og sørgde over tapet av barnet sitt. Dei stira på kvarandre lengje. Og så klemde dei kvarandre veldig hardt.
Æsel fandt sin mor i sorg over sit mistede barn. De så længe på hinanden. Og så gav de hinanden et stort knus.
Eselbarnet og mor hans har utvikla seg i fellesskap og funne mange måtar å leva side ved side. Sakte, men sikkert har andre familiar byrja å slå seg ned rundt dei.
Æselbarnet og hans mor er vokset sammen og har fundet mange måder at leve side om side på. Langsomt er andre familier begyndt at bosætte sig omkring dem.
