Sakima budde saman med foreldra sine og si fire år gamle syster. Dei budde på eigedomen til ein rik mann. Hytta deira hadde stråtak og låg ved enden av ei rad med tre.
Sakima boede med sine forældre og sin fire år gamle søster. De boede på en rig mands jord. Deres stråtækte hytte lå for enden af en række træer.
Då Sakima var tre år gammal, vart han sjuk og miste synet. Sakima var ein gut med mange talent.
Da Sakima var tre år gammel, blev han syg og mistede sit syn. Sakima var en begavet dreng.
Sakima kunne mange ting som andre seksåringar ikkje kunne. Til dømes kunne han sitja med eldre landsbymedlemmar og diskutera viktige saker.
Sakima gjorde mange ting, som andre drenge på seks år ikke gjorde. For eksempel kunne han sidde sammen med de ældre i landsbyen og diskutere vigtige ting.
Sakima sine foreldre jobba i huset til den rike mannen. Dei drog tidleg om morgonen og kom tilbake seint på kvelden. Sakima vart igjen saman med veslesyster si.
Sakimas forældre arbejdede i den rige mands hus. De tog hjemmefra tidligt om morgenen og kom hjem sent om aftenen. Sakima var alene med sin lillesøster.
Sakima elska å synga songar. Ein dag spurde mor hans han: «Kor har du lært desse songane, Sakima?»
Sakima elskede at synge sange. En dag spurgte hans mor ham: “Hvor lærer du disse sange fra, Sakima?”
Sakima svara: «Dei kjem berre, mamma. Eg høyrer dei i hovudet mitt, og så syng eg.»
Sakima svarede: “De kommer bare, moder. Jeg hører dem i mit hoved, og så synger jeg.”
Sakima likte å synga for veslesyster si, særleg viss ho var svolten. Syster hans brukte å høyra på at han song yndlingssongen sin. Ho rørde seg til den lindrande låten.
Sakima kunne godt lide at synge for sin lillesøster, især hvis hun var sulten. Hans søster lyttede, når han sang sin yndlingssang. Hun vuggede i takt til den beroligende musik.
«Kan du synga han igjen og igjen, Sakima?» brukte syster hans å be han. Sakima gjorde som hun sa og song han igjen og igjen.
“Kan du synge den igen og igen, Sakima?” bad hans søster ham. Sakima gjorde, som hun sagde, og sang den igen og igen.
Ein kveld då foreldra hans kom heim, var dei veldig stille. Sakima visste at noko var gale.
En aften da hans forældre kom hjem, var de meget stille. Sakima vidste, at der var noget galt.
«Kva er i vegen, mamma, pappa?» spurde Sakima. Sakima fekk vita at sonen til den rike mannen var borte. Mannen var veldig lei seg og einsam.
“Hvad er der galt, moder, fader!” spurgte Sakima. Sakima fandt ud af, at den rige mands søn var forsvundet. Manden var meget ked af det og ensom.
«Eg kan synga for han. Kanskje han vert glad igjen», sa Sakima til foreldra sine. Men foreldra hans avfeia han. «Han er veldig rik. Du er berre ein blind gut. Trur du songen din kjem til å hjelpa han?»
“Jeg kan synge for ham. Måske bliver han glad igen,” sagde Sakima til sine forældre. Men hans forældre afviste ham. “Han er meget rig. Du er bare en blind dreng. Tror du, din sang kan hjælpe ham?”
Likevel gav ikkje Sakima opp. Veslesyster hans støtta han. Ho sa: «Songane til Sakima er lindrande når eg er svolten. Dei kjem til å verka lindrande på den rike mannen òg.»
Sakima gav dog ikke op. Hans lillesøster støttede ham. Hun sagde: “Sakimas sange beroliger mig, når jeg er sulten. De vil også berolige den rige mand.”
Neste dag bad Sakima veslesyster si om å leia han til huset til den rike mannen.
Næste dag bad Sakima sin lillesøster om at vise ham til den rige mands hus.
Han stod nedanfor eit stort vindauge og byrja å synga favorittsongen sin. Sakte byrja hovudet til den rike mannen å visa seg gjennom det store vindauget.
Han stod under et stort vindue og begyndte at synge sin yndlingssang. Langsomt kom den rige mands hoved til syne i det store vindue.
Arbeidarane stoppa det dei heldt på med. Dei høyrde på den vene songen til Sakima. Men éin mann sa: «Ingen har vore i stand til å trøysta sjefen. Trur denne blinde guten at han kan trøysta han?»
Arbejderne stoppede med at arbejde. De lyttede til Sakimas smukke sang. Men en mand sagde: “Ingen har kunnet trøste chefen. Tror denne blinde dreng, at han kan trøste ham?”
Sakima var ferdig med å synga songen og snudde seg for å dra. Men den rike mannen skunda seg ut og sa: «Ver så snill og syng igjen.»
Sakima sang sin sang færdig og vendte sig om for at gå. Men den rige mand skyndte sig ud og sagde: “Vær sød at synge igen.”
I same augneblink kom det to menn berande på ei båre. Dei hadde funne sonen til den rike mannen banka opp og forlaten i vegkanten.
I samme øjeblik kom to mænd gående med nogen på en båre. De havde fundet den rige mands søn banket og efterladt ved siden af vejen.
Den rike mannen var veldig glad for å sjå sonen sin igjen. Han lønte Sakima for at han trøysta han. Han tok sonen sin og Sakima med til sjukehuset, slik at Sakima kunne få synet tilbake.
Den rige mand var glad for at se sin søn igen. Han belønnede Sakima for at have trøstet ham. Han bragte sin søn og Sakima til hospitalet, så Sakima kunne få sit syn tilbage.
