Det var ein gong Høne og Ørn var vener. Dei levde i fred med alle dei andre fuglane. Ingen av dei kunne fly.
Engang var Høne og Ørn venner. De levede fredeligt sammen med alle de andre fugle. Ingen af dem kunne flyve.
Ein gong var det hungersnød i landet. Ørn måtte gå veldig langt for å finna mat. Ho var veldig trøytt då ho kom tilbake. «Det må vera ein lettare måte å reisa på», sa Ørn.
På et tidspunkt var der hungersnød i landet. Ørn måtte gå meget langt for at finde mad. Hun kom meget træt tilbage. “Der må være en lettere måde at rejse på!” sagde Ørn.
Etter ei god natts søvn fekk Høne ein lys idé. Ho byrja å samla saman fjør som hadde falle frå alle fuglevenene deira. «La oss sy dei fast utanpå fjørene våre», sa ho. Kanskje det vert lettare å reisa då.
Efter en god nats søvn fik Høne en brilliant idé. Hun begyndte at samle tabte fjer fra alle deres fuglevenner. “Lad os sy dem sammen oven på vores egne fjer,” sagde hun. “Måske kan det gøre det lettere at rejse.”
Det var berre Ørn i landsbyen som hadde ei synål, så ho byrja først å sy. Ho laga seg eit par nydelege venger og flaug høgt i sky. Høne lånte nåla, men vart fort trøytt av å sy. Ho la nåla i skapet og gjekk for å laga mat til borna sine.
Ørn var den eneste i landsbyen, der havde en nål, så hun begyndte at sy først. Hun lavede et par smukke vinger til sig selv og fløj højt op over Høne. Høne lånte nålen, men hun blev hurtigt træt af at sy. Hun lagde nålen oppe på skabet og gik ud i køkkenet for at lave mad til sine børn.
Men dei andre fuglane hadde sett Ørn som flaug av garde. Dei bad Høne om å få låna nåla for å sy venger til seg sjølve òg. Snart flaug det fuglar overalt under himmelen.
Men de andre fugle havde set Ørn flyve væk. De spurgte Høne, om de kunne låne nålen, så de også kunne lave vinger til sig selv. Snart fløj der fugle over alt på himlen.
Då den siste fuglen leverte tilbake nåla dei hadde lånt, var ikkje Høne der. Så borna hennar tok nåla og byrja å leika med ho. Då dei vart lei av å leika, lét dei nåla liggja att i sanden.
Da den sidste fugl afleverede nålen tilbage, var Høne der ikke. Så hendes børn tog nålen og begyndte at lege med den. Da de blev trætte af legen, lod de nålen ligge i sandet.
Seinare den ettermiddagen kom Ørn tilbake. Ho bad om nåla for å festa nokre fjør som hadde losna på turen. Høne leitte i skapet. Ho leitte på kjøkkenet. Ho leitte i gardsplassen. Men nåla var ikkje å sjå nokon stad.
Senere om eftermiddagen kom Ørn tilbage. Hun spurgte efter nålen, så hun kunne fikse nogle fjer, der havde løsnet sig på hendes tur. Høne kiggede oppe på skabet. Hun kiggede i køkkenet. Hun kiggede i haven. Men nålen var væk.
«Gje meg berre éin dag», bønnfall Høne Ørn. «Så kan du reparera venga di og finna mat igjen.» «Berre éin dag til», sa Ørn. «Finn du ikkje nåla må du gje meg ein av kyllingane dine som betaling.»
“Giv mig en enkelt dag,” bad Høne Ørn. “Så kan du fikse din vinge og flyve ud efter mad igen.” “Kun en enkelt dag,” sagde Ørn. “Hvis du ikke kan finde nålen, må du give mig en af dine kyllinger som betaling.”
Då Ørn kom att dagen etter, såg ho Høne som rota i sanden, men ingen nål. Så Ørn stupte lynraskt ned, fanga ein av kyllingane og drog av garde med han. Sidan den gongen ser Ørn alltid at Høne rotar i sanden etter nåla når ho dukkar opp.
Da Ørn kom tilbage næste dag, gik Høne og skrabede i sandet, men der var ingen nål. Så Ørn fløj meget hurtigt ned og fangede en af kyllingerne. Hun fløj væk med den. Siden den dag går Høne altid og skraber i sandet, når Ørn møder hende.
Når Ørn si venge kastar skuggen sin på bakken, varslar Høne kyllingane sine: «Kom dykk vekk frå den opne plassen.» Og dei svarar: «Vi er ikkje dumme. Vi skal springe.»
Når Ørns vinger kaster skygge på jorden, advarer Høne sine kyllinger. “Skynd jer væk fra det åbne land.” Og de svarer: “Vi er ikke dumme. Vi løber.”
