En dag gik Kanin en tur langs floden.
فِي أَحَدِ اَلْأَيَّامِ، كَانَ أَرْنَبٌ يَمْشِي بِاْلْقُرْبِ مِنْ حَافَةِ النَّهْرِ.
Flodhest var der også. Hun gik en tur og spiste noget dejligt, grønt græs.
كَانَ هُنَاكَ أَيْضًا فَرَسُ نَهْرٍ جَاءَتْ في نُزْهَةٍ، وَكَانَتْ تَأْكُلُ بَعْضَ العُشْبِ الأَخْضَرِ اللَّذِيذِ.
Flodhest så ikke, at Kanin var der, og hun trådte uheldigvis på Kanins fod. Kanin råbte ad Flodhest: “Din flodhest! Kan du ikke se, at du træder på min fod?”
لَمْ تَكُنْ اَلْفَرَسُ تَعْرِفُ بِوُجُودِ اَلأَرْنَبِ فَدَاسَتْ بِطَريقِ اَلْخَطَأَ عَلى قَدَمِهِ.
صَرَخَ الأرْنَبُ بِوَجْهِ فَرَسِ اَلْنَّهْر، “أَنْتِ يَا فَرَسَ اَلْنَّهْرِ! أَلاَ تَرَيْنَ أَنَّكِ دُسْتِ عَلَى قَدَمِي؟”
Flodhest undskyldte over for Kanin: “Jeg beklager. Jeg så dig ikke. Vær sød at tilgive mig!” Men Kanin ville ikke lytte, og han råbte ad Flodhest: “Du gjorde det med vilje! En dag får du at se! Du vil få din straf!”
اِعْتَذَرَتْ فَرَسُ اَلْنَّهْرِ، وَقَالَتْ، “أَنَا آسِفةٌ يَا صَدِيقِي، فَأَنَا لَمْ أَرَكَ … أَرْجُوكَ سَامِحْنِي”.
لَكِنَّ الأَرْنَبَ لَمْ يَسْمَعْ كَلاَمَهَا وَصَرَخَ بِهَا، “أَنْتِ قَصَدْتِ هَذَا وَسَتَدْفَعِينَ اَلثَّمَنَ”!
Kanin gik ud for at finde Ild og sagde: “Gå hen og brænd Flodhest, når hun kommer op af vandet for at spise græs. Hun trådte på mig!” Ild svarede: “Ingen problemer, Kanin, min ven. Jeg skal gøre alt, du beder mig om.”
ذَهَبَ اَلأَرْنَبُ ليَبْحَثَ عَنِ النّار وَقَالَ، “اِذْهَبِي وَاَحْرِقِي فَرَسَ اَلْنًّهْرِ عِنْدَمَا تَأْتِ إِلَى المَاءِ لِتَأْكُلَ اَلْعُشْبَ لِأَنَّهَا دَاسَتْ عَلَيَّ”. أَجَابَتْهُ النَّارُ، “سَأَفْعَلُ مَا طَلَبتَ مِنِّي يَا صَدِيقِي”.
Senere spiste Flodhest græs langt fra floden, da “Svisj!” Ild blev til flammer. Flammerne brændte Flodhests hår.
وَبَعْدَ ذَلِكَ بَيْنَمَا كَانَتْ فَرَسُ اَلنَّهْرِ تَأْكُلُ اَلْعُشْبَ، اِنْدَلَعَتِ النِّيرَانُ وَبَدَأَتْ بِحَرْقِ شَعْرِ فَرَسِ اَلنَّهْرِ.
Flodhest begyndte at græde og løb ned mod vandet. Alt hendes hår var brændt bort af ilden! Flodhest blev ved med at græde: “Mit hår er brændt væk af ilden! Alt mit hår er væk! Mit smukke hår!”
بَدَأَتْ فَرَسُ النَّهْرِ بِالبُكَاءِ ثُمَّ رَكَضَتْ إِلَى اَلْمَاءِ. لَقَدْ أَحْرَقَتْ اَلنَّارُ كُلَّ شَعْرهَا.
ظَلَّت فَرَسُ اَلنَّهْرِ تَبْكِي، “لَقَدْ اِحْتَرَقَ كُلُّ شَعْري بِالنَّارِ، لَقَدْ أَحْرَقْتِ كُلَّ شَعْري ذَهَبَ كُلُّ شَعْرِي! شَعْرِي اَلجَمِيلُ، شَعْرِي اَلْجَميلُ”!
Kanin var glad for, at Flodhests hår blev brændt væk. Og stadig den dag i dag går Flodhest ikke langt væk fra vandet, fordi hun er bange for ilden.
فَرِحَ الأَرْنَبُ أَنَّ شَعْرَ فَرَسِ النَّهْرِ قَدْ احْتَرَقَ.
وَحَتَّى يَوْمِنَا هَذَا، وَخَوْفًا مِنَ النَّارِ، لاَ تَبْتَعِدُ فَرَسُ النَّهْرِ عَنِ المَاءِ أَبَدًا.
Basilio Gimo, David Ker
Carol Liddiment
Kim Sandvad West
الدنماركية
المستوى 2
الصوت لهذه القصة غير متوفر.
