Mar waayihi hore kamid ah, Digaagad iyo Galayr ayaa saaxiibbo ahaa. Waxa ay nabad oo la noolaayeen shimbiraha kale oo dhan. Midkoodna ma duuli karin.
Engang var Høne og Ørn venner. De levede fredeligt sammen med alle de andre fugle. Ingen af dem kunne flyve.
Hal maalin, ayaa waxaa dhulka ka jirtay abaar. Galayrkii waxa ay u socotay meel aad u fog si ay cunto u hesho. Waa ay soo noqotay iyada oo aad u daallan. “Waa in ay jirtaa si sahlan oo loo safro!” Ayay tidhi Galayrkii.
På et tidspunkt var der hungersnød i landet. Ørn måtte gå meget langt for at finde mad. Hun kom meget træt tilbage. “Der må være en lettere måde at rejse på!” sagde Ørn.
Habeen ay si fiican u seexatay ka dib, Digaagaddii ayaa caqli fiican heshay. Waxa ay bilowday uruurinta baalasha ka daatay shimbiraha saaxiibbadeed ah oo dhan. “Aynu ku tolno dusha baalasha kuwa naga,” ayay tidhi. “Malaha taas baa sahli in la safro.”
Efter en god nats søvn fik Høne en brilliant idé. Hun begyndte at samle tabte fjer fra alle deres fuglevenner. “Lad os sy dem sammen oven på vores egne fjer,” sagde hun. “Måske kan det gøre det lettere at rejse.”
Galayrkii ayaa ahayd mida keliya tuulada ee heysata irbad, marka iyada ayaa markii koowaad baalashii isku toshay. Waxa ay sameysatay laba joog baalal ah oo aad u qurxoon kor ayeyna u duushay digaaggada korkeeda. Digaagaddii waxa ay soo amaahatay irbaddii laakiin dhakhso ba wey ku daashay tolliinkii. Waxa ay irbaddii uga tagtay armaajada korkeeda waxa ayna u kacday jikada si ay cunto ugu diyaariso ilmaheeda.
Ørn var den eneste i landsbyen, der havde en nål, så hun begyndte at sy først. Hun lavede et par smukke vinger til sig selv og fløj højt op over Høne. Høne lånte nålen, men hun blev hurtigt træt af at sy. Hun lagde nålen oppe på skabet og gik ud i køkkenet for at lave mad til sine børn.
Laakiin shimbirihii kale ayaa arkeen Galayrkii oo duulaysa. Waxa ay ka codsadeen Digaagaddii in ay amaahiso irbadda si ay iyaguna baalal u sameystaan. Markiiba waxa la arkay shimbiro duulayo meel kasta samada.
Men de andre fugle havde set Ørn flyve væk. De spurgte Høne, om de kunne låne nålen, så de også kunne lave vinger til sig selv. Snart fløj der fugle over alt på himlen.
Markii uu shimbirkii ugu dambeeyey soo celiyay irbadda amaahda aheyd, Digaagaddu ma joogin halkaa. Marka ilmaheedii ayaa irbaddii qaatay oo bilaabay waxayna billaabeen in ay ku ciyaaraan. Markii ay ku daaleen ciyaartii, irbaddii waxa ay uga tageen carrada dhexdeeda.
Da den sidste fugl afleverede nålen tilbage, var Høne der ikke. Så hendes børn tog nålen og begyndte at lege med den. Da de blev trætte af legen, lod de nålen ligge i sandet.
Mar dambe gallapkii, ayey galarykii soo noqotay. Waxa ay weydiisay irbadii si ay u hagaajiso baalal kasoo dabcay intey safarka ku jirtay. Digaagaddii waxa ay ka eegtay armaajadii. Waxa ay ka eegtay jikadii. Waxa ay ka eegtay daaradda. Laakiin irbaddii meelna lagama helin.
Senere om eftermiddagen kom Ørn tilbage. Hun spurgte efter nålen, så hun kunne fikse nogle fjer, der havde løsnet sig på hendes tur. Høne kiggede oppe på skabet. Hun kiggede i køkkenet. Hun kiggede i haven. Men nålen var væk.
“Bal hal maalin isii,” ayey Digaagaddii afadii ka bariday. “Dabadeed waa aad giigsan doontaa baalashaada oo duuli doontaa mar kale si aad cunto u soo hesho.” “Maalin keliya uun baad haysataa,” ayey tidhi Galayrkii. “Haddii aad irbadda heli weydo, waa in aad magdhaw ii siisaa carruurtaada midkood.”
“Giv mig en enkelt dag,” bad Høne Ørn. “Så kan du fikse din vinge og flyve ud efter mad igen.” “Kun en enkelt dag,” sagde Ørn. “Hvis du ikke kan finde nålen, må du give mig en af dine kyllinger som betaling.”
Markii ay Dafadii timid maalinkii dambe, waxa uu arkay Digaagaddii oo carrada faageysa, laakiin aan irbaddii hayn. Sidaa darteed galayrkii si degdeg ah ayay hoos ugu soo duushay oo daftay mid ka mid ah carruurtii. Waa uu la duulay. Abid markaa ka dib, mar walba u galayrka soo muuqato, waxa ay aragtaa Digaagadda oo carrada faagaysa oo irbaddii ka raadinaysa.
Da Ørn kom tilbage næste dag, gik Høne og skrabede i sandet, men der var ingen nål. Så Ørn fløj meget hurtigt ned og fangede en af kyllingerne. Hun fløj væk med den. Siden den dag går Høne altid og skraber i sandet, når Ørn møder hende.
Marka uu hooska baalasha galayrka dhulka ka soo muuqdo, Digaagaddu waxa ay u digtaa boojaalaheeda. “Ka tagga dhulkan banaan ee qalallan.” Iyaguna waxa ay ugu jawaabaan: “Doqommo ma nihin. Waan carari doonnaa.”
Når Ørns vinger kaster skygge på jorden, advarer Høne sine kyllinger. “Skynd jer væk fra det åbne land.” Og de svarer: “Vi er ikke dumme. Vi løber.”
