Waagii hore dadku waxba ma aysan aqoon. Ma aynan aqoon sida miro loo beero ama sida dhar loo sameeyo ama sida bir qalab looga sameeyo. Illaaha cirka kore ee Nyame ayaa lahaa xikmadi aduunka oo idil. Waxa uu na ku kaydiyey dhari dhoobo ah.
For længe, længe siden vidste folk ingenting. De vidste ikke, hvordan de skulle så planter, eller hvordan de skulle væve tøj, eller hvordan de skulle fremstille værktøj af jern. Guden Nyame oppe i himlen havde al visdom i verden. Han opbevarede den i en lerkrukke.
Maalin maalmaha ka mid ah, Nyame waxuu goansaday in uu dhariga xikmada ah siiyo Anansi. Mar walba oo uu Anansi eego gudaha dhariga dhoobada ah, waxuu bartaa wax cusub. Waxa ayna ahayd arin aad u xiiso badan!
En dag besluttede Nyame, at han ville give krukken med visdom til Anansi. Hver gang Anansi kiggede ned i lerkrukken, lærte han noget nyt. Det var så spændende!
Damaaci Anansi waxuu ku fikiray “waa in aan ku xafidaa dhariga dusha geed dheer. Si aan dhamaan kaligay u heysto!” Waxa uu soohay xarig dheer, dharigii dhoobada ayuu ku wareejiyay, dhexda ayuuna ku sii xirtay. Waxuu bilaabay in uu geedka fuulo. Lakin aad ayay ugu adkayd fuulida geedka ayadoo dhariga ka garaacayay jilbaha mar walba.
Grådige Anansi tænkte: “Jeg gemmer krukken i toppen af et højt træ. Så kan jeg beholde det hele for mig selv!” Han spandt en lang tråd, snoede den rundt om lerkrukken og bandt den om sit liv. Han begyndte at klatre op i træet. Men det var svært at klatre op i træet, når krukken slog mod hans knæ hele tiden.
Intaa oo dhan Anansi wiilkiisi yaraa ayaa taagnaa geedka hoostiisa oo daawanayay. Waxuu yiri, “Miyaysan sahlanaan laheyn in aad fuusho hadii aad dhariga dhabarka ku xirato?” Anansi waxa uu isku dayay ku xirashada dharigii dhoobada ahaa oo ay xikmadu ka buuxday dhabarkiisa, waxayna dhab ahaanti aheyd mid in badan fudud.
Hele tiden havde Anansis unge søn stået ved foden af træet og kigget på. Han sagde: “Ville det ikke være lettere at klatre, hvis du bandt krukken på ryggen i stedet?” Anansi prøvede at binde lerkrukken fyldt med visdom på ryggen, og det gik virkelig meget lettere.
Waqti yar ba waxuu gaaray geedka dushiisa. Laakiin markiiba wuu istaagay waxa uu na ka fikiray, “Aniga uun bay ahayd midka heysto xikmad oo dhan, hadana meeshan wiilkayga ayaa iga xariifsan aniga!” Anansi aad buu u carooday dharigii dhoobada ayuu geedka kasoo tuuray.
I løbet af ingen tid nåede han toppen af træet. Men så stoppede han og tænkte: “Det burde være mig, der har al visdom, og her var min søn klogere end mig!” Anansi blev så vred over dette, at han kastede lerkrukken ned fra træet.
Dhulka ayuuna jajab ugu burburay. Xikmaddii way xorowday si qof waliba qayb uga helo. Waana sababta ay hadda dadku u barteen sid loo beerto, sida dhar loo tosho, qalab looga sameysto birta, iyo wax walba oo kale oo dadku ay hada yaqaanaan sida loo sameeyo.
Den blev smadret i mange stykker på jorden. Visdommen var fri, så alle kunne få del af den. Og sådan lærte folk, hvordan de skulle så, hvordan de skulle væve, hvordan de skulle fremstille værktøj af jern og alle de andre ting, folk kan finde ud af.
