Yeroo took matii gammachudhan jiratu tokkotu ture.
Der var engang en lykkelig familie.
Wal-lolani hinbekan. Matii isaani manatis ta’e allati nigargaaru.
De skændtes aldrig med hinanden. De hjalp deres forældre derhjemme og i markerne.
Garuu gara ibbiddati siquu dhorgamani turan.
Men de måtte ikke gå i nærheden af ilden.
Hojii isaani halkan hojachuu qaban. Sababin isaas matiin kuni gagaa irra hojataman!
De måtte arbejde om natten. For de var lavet af voks!
Isaan kessaa mucaan tokko garu gara adduti bahuu fedhee ture.
Men en af drengene længtes efter at gå ud i sollyset.
Kessaahu gaftokko bayee hawee garu obbolawan isaa isa dhorgan.
En dag blev længslen for stor. Hans brødre advarede ham …
Dhorgam suni bayee ture. Muccichi addu kessati baqee jira.
Men det var for sent! Han smeltede i den varme sol.
Ijooleen gaga yeroo obbolessi isani baqu argudhan bayee aaran.
Voksbørnene var så kede af at se deres bror smelte bort.
Sagantaa qaban turan. Gagaa baqee sana gara simbrooti gedaran.
Men de lagde en plan. De formede en fugl af voksklumpen.
Obbolessa isaani simbirro kan gara gaara guddaa gessan.
De tog deres fuglebror op på et højt bjerg.
Akkuma addun bateen sirbaa balali’aa deeman.
Og da solen stod op, fløj han syngende ud i morgenlyset.
