The audio for this story is currently not available.
Oddoon akko dansaa dha. Mashiilaa, kaazzava fi boqqollo ofirra qaba. keesaa bayee dansaa kanture muzaa. Akkoo akakile bayee qaabatulle ana akka sirritti najalatu nanbeeka. Ana yeroo bayee gara mana isheeti naaferiti. Icciti xinnos natti himitee jirti. Iciittin tokko garu nijira kan isheen natti hinhimini. innis;” Muzaa akka issa argatudha.”
Bedstemors have var fantastisk, fuld af durra, hirse og maniok. Men det bedste var bananerne. Selv om Bedstemor havde mange børnebørn, vidste jeg, at jeg var hendes yndling. Hun inviterede mig ofte på besøg i hendes hus. Hun fortalte mig også små hemmeligheder. Men der var én hemmelighed, hun ikke delte med mig: hvor hun modnede sine bananer.
Gaftokko kircaata gudda tokko mana akko kiyya duratin arge. Yeroon fayidaa isaa gafadhu, deebiin isheedha; “Kircaata falfalati,” nanajette. Kircaata sanati anna balaa muzaa bayee tu ture. Waansa baruun barbadee, “Akko balli kun malsigodhaa?” jedheen gafadhe. Deebin ani argadhe: “Isaan kun balaa falfalati.”
En dag så jeg en stor sivkurv i solen uden for Bedstemors hus. Da jeg spurgte, hvad den var til, svarede hun: “Det er min magiske kurv.” Ved siden af kurven lå der en del bananblade, som Bedstemor vendte fra tid til anden. Jeg var nysgerrig. “Hvad er bladene til, Bedstemor?” spurgte jeg. Det eneste svar, jeg fik, var: “Det er mine magiske blade.”
Akko, muzaa, bala muzaa, fi Kircaata magraa ilaalu bayee gemechisaadha. Garu akkon wabalesse jennan gara harmee koti na’ergite.” Akko me yeroo ati qophesitu ya ilaalu....” “Dubbi namani sinjedhu dhagahi akkan ani sinjedhe godhi” Jete didde akkon. Anis figeen demee.
Det var så spændende at se på Bedstemor, bananerne, bananbladene og den store sivkurv. Men Bedstemor sendte mig med et ærinde til min mor. “Bedstemor, vil du ikke nok lade mig se på, mens du modner …” “Vær ikke stædig, barn, gør som jeg siger,” insisterede hun. Jeg løb af sted.
Da jeg kom tilbage, sad Bedstemor udenfor, men hverken med kurven eller bananerne. “Bedstemor, hvor er kurven, hvor er alle bananerne, og hvor …” Men svaret, jeg fik, var: “De er på mit magiske sted.” Det var så skuffende!
Guyyaa lama booda akkon ulee ishee mana cisiicha isheeti akkan fidhuf nagafate. Akkuman mana seenen foliin muzaa bilchaata na hawwate. Gara boroo kessa immo Kircaani marga akko kootii nimuldhata. Uffata halkani duloomadha maramee jira. Olkaseen folii hawwataa sana dhamdhamee.
To dage senere bad Bedstemor mig om at hente hendes stok i hendes soveværelse. Så snart jeg åbnede døren, blev jeg mødt af en kraftig duft af modne bananer. I det inderste rum stod Bedstemors store, magiske sivkurv. Den var godt gemt under et gammelt tæppe. Jeg løftede på det og snusede den vidunderlige duft ind.
Jeg fik et chok, da Bedstemor kaldte på mig: “Hvad laver du? Skynd dig at komme med stokken.” Jeg skyndte mig ud med hendes stok. “Hvad smiler du ad?” spurgte Bedstemor. Hendes spørgsmål fik mig til at indse, at jeg stadig smilede over at have fundet hendes magiske sted.
Guyyaa itti aanu yeroo akko harmee koo ilaalu dhufte, gara mana ishee figeen akka muzaan suni bilchatee ilaale. Muzaan bilchaate bayeen argee. Tokko fundheen wandaboo ko kessa kayyadhe. Eegan Kircaata uffisee gara alaa baheen muzaa nyaadhe. Bayee mi’aawaa ture.
Da Bedstemor den næste dag kom for at besøge min mor, skyndte jeg mig til hendes hus for at se bananerne igen. Der var en masse af dem, der var meget modne. Jeg valgte en og gemte den under min kjole. Da jeg havde dækket kurven igen, gik jeg om bag huset og spiste hurtigt bananen. Det var den sødeste banan, jeg nogensinde havde smagt.
Guyyaa itti aanu yeroo akkoon oddo kessa hojjattu, ani suuts jedheen, muzaa fudheen quchisee. Hundi isaanitu bilchataniru. Afaraan isaani fudheen sokkee. Suuta jedhe gara balbalaa deemurree sagalee akko nanadhagah ture. Akkuma ta’eeti muzaa dhoksee gara allati gadi bahee.
Da Bedstemor den næste dag gik og plukkede grøntsager i haven, sneg jeg mig ind og kiggede på bananerne. De var næsten allesammen modne. Jeg kunne ikke lade være med at tage en klase med fire. Da jeg listede mig mod døren, hørte jeg Bedstemor hoste udenfor. Jeg nåede lige præcis at gemme bananerne under min kjole og gik forbi hende.
Guyyaan itti aanu guyyaa gaba’a ture. Akkon ganamaan kaate. Yeroo hundaa muzaa nilchaatafi Kazava gara gabbati kessitee gurgurti. Guyyaa sana ishee argudhaf hinmuddamne. Garu ishee malee yeroo bayee jirachu hindanda’u.
Næste dag var det markedsdag. Bedstemor stod tidligt op. Hun tog altid modne bananer og maniokker med på markedet for at sælge dem. Jeg skyndte mig ikke for at besøge hende den dag. Men jeg kunne ikke undgå hende ret længe.
Galgaltu guyyaa sana abbaa, harmee kotifi akko kotinin wamame. Malif akka ta’e bareen ture. Galgala sana yeroon rafu lammata akkan waantokko illee hinhanne bareen nama tokko irrayu.
Senere den aften kaldte min mor, far og bedstemor på mig. Jeg vidste hvorfor. Da jeg om aftenen lagde mig ned for at sove, vidste jeg, at jeg aldrig kunne stjæle igen. Ikke fra Bedstemor, ikke fra mine forældre, også slet ikke fra nogen andre.
