አንድ ቀን ጥንቸል በወንዝ ዳር እየሄደች ነበር።
En dag gik Kanin en tur langs floden.
ጉማሬም እዚያው ነበር። እየተንሸራሸረና ጥሩ ለምለም ሳር እየበላ ነበር።
Flodhest var der også. Hun gik en tur og spiste noget dejligt, grønt græs.
ጉማሬ ጥንቸልን አላያትም ነበርና ድንገት እግሯን ረገጣት። ጥንቸልም በጉማሬ ላይ መጮህ ጀመረች። ‹‹አንተ ጉማሬ! እግሬ ላይ እንደቆምክበት አይታይህም?››
Flodhest så ikke, at Kanin var der, og hun trådte uheldigvis på Kanins fod. Kanin råbte ad Flodhest: “Din flodhest! Kan du ikke se, at du træder på min fod?”
ጉማሬም ጥንቸልን ይቅርታ እንድታደርግለት ጠየቃት። ‹‹ይቅርታ። አላየሁሽም እኮ። እባክሽ ማሪኝ!›› አላት። ጥንቸል ግን አልሰማም ብላ ጮኸችበት። ‹‹አውቀህ ነው ያደረከው! አንድ ቀን አሳይሃለሁ! ዋጋህን ታገኛለህ!›› አለችው።
Flodhest undskyldte over for Kanin: “Jeg beklager. Jeg så dig ikke. Vær sød at tilgive mig!” Men Kanin ville ikke lytte, og han råbte ad Flodhest: “Du gjorde det med vilje! En dag får du at se! Du vil få din straf!”
ጥንቸል እሳትን ፈልጋ ሄደችና ስታገኛት ‹‹ሂጂ፣ ጉማሬ ከውኃ ውስጥ ሳር ሊግጥ ሲወጣ አቃጥዪው። እግሬን አይረግጠኝ መሰለሽ!›› አለቻት። እሳትም ‹‹ችግር የለም ጥንቸል ወዳጄ። ያልሽኝን እፈጽምልሻለሁ›› አለቻት
Kanin gik ud for at finde Ild og sagde: “Gå hen og brænd Flodhest, når hun kommer op af vandet for at spise græs. Hun trådte på mig!” Ild svarede: “Ingen problemer, Kanin, min ven. Jeg skal gøre alt, du beder mig om.”
በኋላም ጉማሬ ከወንዙ ርቃ ሳር ስትግጥ ‹‹ውሽ!›› ብላ እሳት ከተፍ አለችባት። ነበልባሉ የጉማሬን ጸጉር ያቃጥለው ጀመር።
Senere spiste Flodhest græs langt fra floden, da “Svisj!” Ild blev til flammer. Flammerne brændte Flodhests hår.
ጉማሬ እየጮኸ ወደ ውኃ ሮጠ። ጸጉሩ በሙሉ በእሳት ተቃጠለ። ጉማሬ ማልቀስ ቀጠለ። ‹‹ጸጉሬን እሳት አቃጠለብኝ! ጸጉሬ በሙሉ አለቀ! ቆንጆ ጸጉሬን!››
Flodhest begyndte at græde og løb ned mod vandet. Alt hendes hår var brændt bort af ilden! Flodhest blev ved med at græde: “Mit hår er brændt væk af ilden! Alt mit hår er væk! Mit smukke hår!”
ጥንቸል የጉማሬ ጸጉር በመቃጠሉ ተደሰተች። እና እስካሁን እሳትን ፍራቻ ጉማሬ ከውኃ ርቆ አይሄድም።
Kanin var glad for, at Flodhests hår blev brændt væk. Og stadig den dag i dag går Flodhest ikke langt væk fra vandet, fordi hun er bange for ilden.
