Isang umaga, tinawag si Vusi ng kanyang Lola, “Visu, pakihatid ang itlog na ito sa mga magulang mo. Gagawa sila ng malaking keyk para sa kasal ng ate mo.”
En tidlig morgen kaldte Vusis bedstemor på ham, “Vusi, vær sød at tage dette æg med til dine forældre. De vil lave en stor kage til din søsters bryllup.”
Sa daan, nakasalubong ni Vusi ang dalawang batang namimitas ng prutas. Inagaw ng isang bata ng itlog at binato ito sa puno. Basag ang itlog.
På vej til sine forældre mødte Vusi to drenge, der plukkede frugt. En af drengene snuppede ægget fra Vusi og kastede det mod et træ. Ægget gik i stykker.
“Ano ka ba?” sigaw ni Vusi. “Para ‘yun sa cake sa kasal ng ate ko. Ano na lang sasabihin niya pag nalaman niyang wala pala siyang cake?”
“Hvad har du gjort?” græd Vusi. “Det æg skulle bruges til en kage. Kagen var til min søsters bryllup. Hvad vil min søster sige, hvis der ikke er nogen bryllupskage?”
Nalungkot ang mga bata. “Wala na kaming magagawa, pero sa iyo na ang patpat na ito. Bigay mo sa ate mo.” Nagpatuloy si Visu sa kanyang paglakad.
Drengene var kede af, at de havde drillet Vusi. “Vi kan ikke hjælpe med kagen, men her er en vandrepind til din søster,” sagde den ene. Vusi fortsatte sin tur.
Sa daan, may nakasalubong siyang dalawang karpintero. “Pwede ba magamit ang patpat?” tanong ng isa. Pero manipis ang patpat at nabali ito.
På vejen mødte han to mænd, der var ved at bygge et hus. “Kan vi låne den der stærke pind?” spurgte den ene. Men pinden var ikke stærk nok til bygningen, og den gik i stykker.
“Ano ka ba?” iyak ni Vusi. “Regalo ang patpat na iyan para sa kasal ng ate ko. Bigay iyan ng mga batang tigapitas ng prutas dahil nabasag nila ang itlog para sa cake. Ngayon wala ng itlog, wala ng cake at wala ng regalo. Ano na lang sasabihin ng ate ko?”
“Hvad har du gjort?” græd Vusi. “Den pind var en gave til min søster. Frugtplukkerne gav mig pinden, fordi de ødelagde mit æg, som skulle bruges til kagen. Kagen var til min søsters bryllup. Nu er der ikke noget æg, ingen kage og ingen gave. Hvad vil min søster nu sige?”
Nalungkot ang mga karpintero. “Wala na kaming magagawa, pero eto ang kugon para sa ate mo,” sabi ng isa. Nagpatuloy si Vusi sa kanyang paglakad.
Byggerne var kede af, at de havde ødelagt pinden. “Vi kan ikke hjælpe med kagen, men her er noget halm til din søster,” sagde den ene. Og så fortsatte Vusi sin tur.
Sa daan, may nakasalubong siyang magsasaka at baka. “Parang ang sarap ng kugon. Patikim naman,” hiling ng baka. Pero nasarapan ang baka at inubos lahat ng kugon.
På vejen mødte Vusi en bonde og en ko. “Sikke noget lækkert halm. Må jeg smage lidt?” spurgte koen. Men halmen var så lækkert, at koen spiste det hele!
“Ano ka ba?” iyak ni Vusi. “Regalo iyon para sa kasal ng ate ko. Bigay ng karpintero dahil nabali nila ang patpat na galing sa mga batang tigapitas ng prutas. Bigay nila ang patpat dahil nabasag nila ang itlog para sa cake. Tuloy, wala nang itlong, walang cake at walang regalo. Ano na lang sasabihin ng ate ko?”
“Hvad har du gjort?” græd Vusi. “Halmen var en gave til min søster. Byggerne gav mig halmen, fordi de ødelagde pinden, jeg fik fra frugtplukkerne. Frugtplukkerne gav mig pinden, fordi de ødelagde ægget til min søsters kage. Kagen var til min søsters bryllup. Nu er der ikke noget æg, ingen kage og ingen gave. Hvad vil min søster nu sige?”
Nagsisi ang baka sa pagiging masiba. Binigay ng magsasaka ang baka bilang regalo. At nagpatuloy si Vusi sa paglakad.
Koen ved ked af, at hun var så grådig. Bonden besluttede, at koen kunne gå med Vusi som gave til hans søster. Og så fortsatte Vusi sin tur.
Pero tumakas ang baka at bumalik sa magsasaka. Nawala si Vusi sa daan kaya huli na ng dumating siya sa kasalan. Kumakain na ang mga bisita.
Men koen løb tilbage til bonden ved middagstid. Og Vusi for vild på turen. Han ankom meget sent til sin søsters bryllup. Gæsterne spiste allerede.
“Paano na ako?” iyak ni Vusi. “Regalo sana ang bakang iyon kapalit ng kugon. Bigay sa akin ng mga karpintero ang kugon kapalit ng nabaling patpat na galing sa mga batang tigapitas ng prutas. Bigay sa akin ng mga bata ang patpat dahil nabasag nila ang itlog na para sa cake sa kasal ng ate ko. Ngayon wala na akong itlog, walang cake at walang regalo.”
“Hvad skal jeg gøre?” græd Vusi. “Koen, der løb væk, var en gave, jeg fik for halmen, byggerne gav mig. Byggerne hav mig halmen, fordi de ødelagde pinden, jeg fik fra frugtplukkerne. Frugtplukkerne hav mig pinden, fordi de ødelagde ægget til kagen. Kagen var til brylluppet. Nu er der ikke noget æg, ingen kage og ingen gave.”
Nag-isip ang ate ni Vusi at saka sinabi, “Vusi, kapatid ko, hindi mahalaga sa akin ang regalo. Hindi rin mahalaga ang cake! Ang mahalaga andito tayong lahat kaya masaya ako. Magbihis ka na at ipagdiwang natin ang araw na ito.” Iyon nga ang ginawa ni Vusi.
Vusis søster tænkte i et stykke tid, og så sagde hun, “Vusi, min bror, jeg er ligeglad med gaver. Jeg bryder mig ikke engang om kagen! Vi er alle sammen, og så jeg er glad. Tag noget fint tøj på og lad os fejre denne dag!” Og det gjorde Vusi.
Nina Orange
Wiehan de Jager
Arlene Avila
La Trinidad Mina
filippinsk
Niveau 4
