Markay Simbegwire hooyadeed dhimatay waxay ahayd mid aad u murugaysan. Simbegwire aabaheed waxuu sameeyay sida ugu fiican oo daryeelka gabadhiisa. Si tartiib ah waxay barteen in ay darreemaan farxad markale, la aanta simbegwire hooyadeed. Subax kasta waa ay fadhiistan kana wada hadli jireen wax ku saabsan malinta ka horayso. Fiid kasto waxay wada samayn jirreen cashada. Kadib waa ay dhaqaan maacuunta, aabaha Simbegwire waxuu ka caawin jiray shaqada guriga.
Da Simbegwires mor døde, blev hun meget ked af det. Simbegwires far gjorde sit bedste for at tage sig af sin datter. Langsomt begyndte de at føle sig glade igen uden Simbegwires mor. Hver morgen sad de og snakkede om dagen, der skulle komme. Hver aften lavede de aftensmad sammen. Når de havde vasket op, hjalp Simbegwires far hende med lektierne.
Halmaalin aabihii Simbegwire waxuu yimid guriga si kadib dhacsan sidii caadada u ahayd. “Xagee baad joogtaa ilmahayga” wuu u wacay. Simbegwire waxa ay ku oraday aabaheed. Waa ay istagtay si dhaqaaq la’aan ah markay aragtay in uu haysto gacanta haweeney. “Waxaan rabaa in aad lakulanto qof khaas ah, ilmahaygow. Tani waa Aniita,” ayuu yidhi asagoo dhoolacadaynayo.
En dag kom Simbegwires far senere hjem end normalt. “Hvor er du, mit barn?” råbte han. Simbegwire løb hen til sin far. Hun stoppede op, da hun så, at han holdt en kvinde i hånden. “Jeg vil gerne præsentere dig for en speciel person, min barn. Dette er Anita,” sagde han og smilede.
“Halloo Simbegwire, aabahaa aya ii sheegay waxyaabo badan oo kugu saabsan.” Ayay tidhii Anita. Laakiin ma aynan dhoolacadaynin mana ay qaadin gacanta gabadha. Simbegwire aabaheed waxuu ahaa mid aad u faraxsan oo xiiseynaya. Waxuu ka hadlay sida sedexdooda ay u wada noolaan doonan, iyo sida wanaagsanaan ay noloshooda ahaan doonto. “Ilmahayga, waxaan rajaynayaa in aad aqbali doonto Anita sidii hooyadaa o kale,” ayuu yidhi.
“Hej Simbegwire, din far har fortalt mig meget om dig,” sagde Anita. Men hun hverken smilede eller gav pigen hånden. Simbegwires far var glad og ivrig. Han talte om, hvordan de tre skulle bo sammen, og hvor godt deres liv ville blive. “Mit barn, jeg håber, du vil acceptere Anita som din mor,” sagde han.
Nolosha Simbegwire way isbadashay. Dambe uma aysan hellin waqti si ay arroorti ula fadhiisato aabaheed. Anita ayaa siisay shaqooyin badan oo guriga kamid ah, taas oo ka dhigtay mid aad uga daallisa ka shaqaynta shaqada iskuulka xilliga fidkii. Waxay si toos ah u aaday sarriirta cashada kadib. Raaxada kali ah ay haysatay waxuu aha bustihii midabaysnaa ooy hooyadeed siissay. Simbegwire aabaheed uma uusan muuqan mid ogaaday in gabadhiisa aysan faraxsanayn.
Simbegwires liv forandredes. Hun havde ikke længere tid til at sidde sammen med sin far om morgenen. Anita gav hende så meget husarbejde, at hun var for træt til at lave lektier om aftenen. Hun gik direkte i seng efter aftensmaden. Hendes eneste trøst var det farverige tæppe, hendes mor havde givet hende. Simbegwires far lod ikke til at opdage, at hans datter var ulykkelig.
Dhowr bilood ka dib, Simbegwire aabaheed ayaa u sheegay ayaga in uu ahaan doono mid ka maqan guriga cabaar. “Waa inaan u safraa shaqadeyda,” ayuu yiri. “Laakiin waan ogahay in aad is illaalin doontaan.” Wajiga Simbegwire ayaa qushuucay, laakiin aabaheed ma ogaanin. Anita ma sheegin waxbo. Mana aysan faraxsaneyn.
Efter nogle måneder fortalte Simbegwires far dem, at han skulle rejse væk i et stykke tid. “Jeg skal på arbejdsrejse,” sagde han. “Men jeg ved, at I vil passe på hinanden.” Simbegwires ansigt blegnede, men hendes far opdagede det ikke. Anita sagde ikke noget. Hun var heller ikke glad.
Arrimaha way ku sii xumaadeen Simbegwire. Hadaysan dhamaynin shaqada ama aay cabato, Anita ayaa kudhufan. Xilliga cashada, haweenayda aya cuntay inta badan cuntada, ayadoo ureebayso Simbegwire waxyaabaha haraaga ah. Habbeen kasto Simbegwire ooyinta ayay ku seexan jirtay, ayaddoo bustihii hooyadeed hab siineyso.
Det blev værre for Simbegwire. Hvis hun ikke blev færdig med husarbejdet, eller hvis hun klagede, slog Anita hende. Kvinden spiste det meste af aftensmaden, og Simbegwire fik kun en lille smule. Hver aften græd Simbegwire sig i søvn, mens hun krammede moderens tæppe.
Hal subax, Simbegwire ayaa ku daahday kasoo kiicida sariirta. “Gabadhaadan caajislayda ah!” Anita ku dhawaaqday. Waxaay simbegwire kasoo jiiday sariirtii. Bustihii qaaliga ahaa waxaa qabsaday musbaar, labo ayuu na u kala jeexay.
En morgen vågnede Simbegwire for sent op. “Din dovne pige!” råbte Anita. Hun hev Simbegwire op af sengen. Det dyrebare tæppe sad fast i et søm og blev revet itu.
Simbegwire aad bay u xanaaqday. Waxay go’aansatay inay ka cararto guriga. Waxay qaadatay gogi’ii bustaha hooyadeed, waxay xiratay xogaa cunto ah, waxayna ka tagtay guriga. Waxay raacday wadadii aabaheed maray.
Simbegwire var meget ked af det. Hun besluttede sig for at løbe hjemmefra. Hun tog de to stykker af moderens tæppe, pakkede lidt mad og forlod huset. Hun fulgte vejen, hendes far havde taget.
Markii ay fiidkii tahay, waxay kortay geed dheer oo u dhow dooxada waxayna nafteeda sariir uga samaysay laamaha. Sidaasey u seexatay, way heestay: “Hooyo, Hooyo, Hooyo, waad iga tagtay, waad iga tagtay oo mana aadan soo laaban, Aabbo ima jeclo. Hooyo,goormad dib u soo noqon, waad iga tagtay.”
Da det blev aften, klatrede hun op i et højt træ nær en flod og lavede en seng til sig selv mellem grenene. Da hun gik i seng, sang hun: “Moder, moder, moder, du forlod mig. Du forlod mig og kom aldrig tilbage. Far elsker mig ikke længere. Moder, hvornår kommer du tilbage? Du forlod mig.”
Subbaxdii xigtay, Simbegwire waxay heetsay heesti markale. Markay dumarku yimaadeen dooxada si ay ugu dhaqdaan dharkooda, waxay maqleen hees murugo ah oo ka imaanayso geedka dheer. Waxay u maleeyeen in ay ahayd dabeysha oo kaliya oo lulaayso caleemaha, waxayna sii wateen shaqadoodi. Laakiin mid ka mid ah haweenka ayaa si taxaddar leh u dhegaystay heesta.
Næste morgen sang Simbegwire sangen igen. Da kvinderne kom for at vaske deres tøj i floden, hørte de den triste sang, der kom fra det høje træ. De troede, det bare var vinden, der hviskede i bladene, og de fortsatte deres arbejde. Men en af kvinderne lyttede nøje til sangen.
Naagtan waxay kor u eegtey geedkii gudihiisa. Markay aragtay gabadha iyo gogi’i bustaha midabka leh, waxay ku ooyday “Simbegwire, ilmihii walaalkay!” Dumarkii kale waxay joojiyeen dhaqistii waxayna caawiyeen Simbegwire si ay uga soo dagato geedka. Eedadeed ayaa hab siisay gabadhii yarayd, waxayna isku dayday inay dajiso.
Denne kvinde kiggede op i træets krone. Da hun så pigen og stykkerne af det farverige tæppe, råbte hun: “Simbegwire, min broders barn!” De andre kvinder holdt op med at vaske og hjalp Simbegwire ned fra træet. Hendes faster gav den lille pige et kram og forsøgte at trøste hende.
Simbegwire eedadeed ayaa u qaaday ilmihi gurigeeda. Waxay siisay simbegwire cunto diiran, waxa ayna ku jiifisay sariir ayadoo haysata bustihii hooyadeeda. Habeenkaas, Simbegwire waa ay ooyday sideey ugu seexatay sariirta. Laakiin waxa ay ahayd ilin farxadeed. Waxay ogaatay in eedadeed illaalin doonto ayada.
Simbegwires faster tog barnet med hjem til sig selv. Hun gav Simbegwire varm mad og puttede hende i sengen med hendes moders tæppe. Den aften græd Simbegwire sig i søvn. Men det var lettelsens tårer. Hun vidste, at hendes faster ville passe på hende.
Markii Simbegwire aabaheed ku soo laabtay guriga, wuxuu arkay qolkeedii oo madhan. “Maxaa dhacay, Anita?” wuxuu u waydiiyay si adag. Haweenaydi waxay u sharaxday in Simbegwire ay carrartay. “Waxaan rabay in ay i ixtiraamto,” ayay tidhi. “Laakiin malaha waxaan ahaa mid aad ugu ad adag.” Simbegwire aabaheed ayaa ka tagay guriga waxuuna aaday jahadii dooxada. Wuxuu socday illaa iyo tuuladii walaashii bal si uu u ogaado haddii ay aragtay Simbegwire
Da Simbegwires far kom hjem, fandt han hendes rum tomt. “Hvad er der sket, Anita?” spurgte han ængsteligt. Kvinden forklarede, at Simbegwire var løbet hjemmefra. “Jeg ville have, at hun skulle respektere mig,” sagde hun. “Men måske var jeg for streng.” Simbegwires far forlod huset og gik ned imod floden. Han fortsatte til sin søsters landsby for at finde ud af, om hun havde set Simbegwire.
Simbegwire waxay la ciyaaraysay ilma eedadeed markii ay ka aragtay aabaheed meel fog. Waxay ka cabsatay inuu xanaaqsanyahay, sidaa darteed waxay ku oraday guriga dhexdiisa si ay isku qariso. Laakiin aabbeheed baa u yimid waxuuna ku yidhi, “Simbegwire, waxaad u heshay naftaada hooyo kaamil ah. Taasoo ku jecel kuna fahmayso. Waan kugu faanaa waana ku jeclahay.” Waxay ku heshiiyeen in Simbegwire ay la joogi doonto eedadeed inta ay rabto.
Simbegwire legede med sine fætre og kusiner, da hun så sin far på lang afstand. Hun var bange for, at han måske var vred, så hun løb ind i huset for at gemme sig. Men hendes far fandt hende og sagde: “Simbegwire, du har fundet en perfekt mor. En, der elsker dig og forstår dig. Jeg er stolt af dig, og jeg elsker dig.” De blev enige om, at Simbegwire kunne bo hos sin faster så længe, hun havde lyst.
Aabaheed ayaa maalin walba soo booqan jiray. Ugu dambeyntii, wuxuu la yimid Anita. Waxay laacday Simbegwire gacanteedi. “Aad ayaan uga xumahay yariisey, waan qaldamay,” ayay ku ooyday. “Ma ii ogolaaneysaa in aan mar kale isku daydo?” Simbegwire waxay eegtay aabaheed iyo wajigiisa welwelsan. Kadibna si tartiib ah ayay horay u socotay waxayna gacmaheeda ku wareejisay Anita.
Hendes far besøgte hende hver dag. Endelig kom Anita også med. Hun rakte ud efter Simbegwires hånd. “Jeg er så ked af det, min kære, jeg tog fejl,” græd hun. “Vil du lade mig forsøge igen?” Simbegwire så på sin far og på hans bekymrede ansigt. Så trådte hun langsomt et skridt frem og lagde sine arme omkring Anita.
Toddobaadkii kuxigay, Anita ayaa ku martiqaaday Simbegwire, ilmo eedadeed iyo eedadeed ba guriga iyo cunto. Maxay cunto ahayd! Anita waxay diyaarisay dhamaan cuntooyinki ay ugu jeclayd Simbegwire, qof kastana wuu cunay ilaa ay ka dhargaan. Kadibna carruurtu waa ay ciyaarayeen halka dadka waawayna sheekaysteen. Simbegwire waxay dareentay farxad iyo geesinimo. Waxay go’aansatay in si dhakhso, oo dhakhso ah, ay ku noqon doonto guriga si ay ula noolaato aabaheed iyo eedadeed/aayadeed.
Den næste uge inviterede Anita Simbegwire, hendes fætre og kusiner og hendes faster på middag derhjemme. Hvilken middag! Anita havde lavet alle Simbegwires livretter, og alle spiste, indtil de var mætte. Så legede børnene, mens de voksne snakkede. Simbegwire følte sig glad og modig. Hun besluttede sig for, at snart, meget snart, ville hun vende hjem og bo hos sin far og sin stedmor.
