Odongo og Apiyo bodde i byen med faren sin. De så fram til ferien. Ikke bare fordi skolen var slutt, men fordi de skulle besøke bestemoren sin. Hun bodde i en fiskerlandsby nær en stor innsjø.
Odongo og Apiyo boede i byen med deres far. De glædede sig til ferien. Ikke kun fordi skolen var lukket, men fordi de skulle besøge deres bedstemor. Hun boede i en fiskerlandsby nær en stor sø.
Odongo og Apiyo var begeistret fordi det var på tide å besøke bestemor igjen. Kvelden før pakket de veskene sine og gjorde seg klare for den lange reisen til landsbyen hennes. De fikk ikke sove, og de snakket hele natten om ferien.
Odongo og Apiyo glædede sig, fordi det var tid til at besøge deres bedstemor igen. Aftenen inden pakkede de deres tasker og gjorde sig klar til den lange rejse til hendes landsby. De kunne ikke sove og snakkede om ferien hele natten.
Tidlig neste morgen dro de til landsbyen i bilen til faren sin. De kjørte forbi fjell, ville dyr og teplantasjer. De telte biler og sang sanger.
Tidligt næste morgen tog de af sted i deres fars bil. De kørte forbi bjerge, vilde dyr og teplantager. De talte biler og sang sange.
Etter en stund ble barna trøtte og sovnet.
Efter et stykke tid blev børnene trætte og faldt i søvn.
Faren vekket Odongo og Apiyo idet de ankom landsbyen. De fant Nyar-Kanyada, bestemoren sin, som hvilte på en matte under et tre. På luo betyr Nyar-Kanyada «datteren til Kanyada-folket.» Hun var en sterk og vakker kvinne.
Far vækkede Odongo og Apiyo, da de ankom til landsbyen. De fandt Nyar-Kanyada, deres bedstemor, sovende på et tæppe under et træ. Nyar-Kanyada betyder ‘datter af Kanyada-folket’ på luo. Hun var en stærk og smuk kvinde.
Nyar-Kanyada ønsket dem velkommen og danset rundt i rommet mens hun sang av glede. Barnebarna hennes var begeistret over å overrekke gavene de hadde tatt med fra byen. «Åpne min gave først», sa Odongo. «Nei, min gave først!» sa Apiyo.
Nyar-Kanyada bød dem indenfor i huset og dansede rundt i rummet, mens hun sang af glæde. Hendes børnebørn var spændte på at give hende gaverne, de havde taget med fra byen. “Åbn min gave først,” sagde Odongo. “Nej, min gave først!” sagde Apiyo.
Etter at hun hadde åpnet gavene, velsignet Nyar-Kanyada barnebarna sine på tradisjonelt vis.
Da hun havde åbnet gaverne, velsignede Nyar-Kanyada sine børnebørn på en traditionel måde.
Så gikk Odongo og Apiyo ut. De jagde sommerfugler og fugler.
Så gik Odongo og Apiyo udenfor. De fangede sommerfugle og fugle.
De klatret i trær og plasket i vannet i innsjøen.
De klatrede i træer og plaskede i søens vand.
Da det ble mørkt, gikk de tilbake til huset for å spise middag. Før de ble ferdige med å spise begynte de å falle i søvn!
Da det blev mørkt, gik de hjem til huset for at spise middag. Før de var blevet færdige med at spise, faldt de i søvn.
Dagen etter kjørte faren deres tilbake til byen og lot dem bli igjen hos Nyar-Kanyada.
Næste dag kørte børnenes far tilbage til byen og efterlod dem hos Nyar-Kanyada.
Odongo og Apiyo hjalp bestemoren sin med gjøremålene i huset. De hentet vann og ved. De samlet egg fra hønene og plukket grønnsaker fra kjøkkenhagen.
Odongo og Apiyo hjalp deres bedstemor med husarbejdet. De hentede vand og brænde. De samlede æg fra hønsene og høstede grøntsager i haven.
Nyar-Kanyada lærte barnebarna sine hvordan de skulle lage myk ugali for å spise sammen med en gryterett. Hun viste dem hvordan de skulle lage kokosris for å spise sammen med grillet fisk.
Nyar-Kanyada lærte sine børnebørn at lave blød ugali, som de kunne spise med stuvning. Hun lærte dem at lave kokosnødderis, som de kunne spise med stegt fisk.
En morgen tok Odongo kuene til bestemoren sin ut for å beite. De løp inn på gården til en nabo. Bonden ble sint på Odongo. Han truet med å beholde kuene siden de spiste avlingen hans. Etter den dagen sørget gutten for at kuene ikke skapte trøbbel igjen.
En morgen tog Odongo sin bedstemors køer med ud for at græsse. De løb ind på naboens gård. Bonden blev vred på Odongo. Han truede med at beholde køerne, fordi de havde spist hans afgrøder. Efter den dag sørgede drengen for, at køerne ikke lavede ulykker igen.
En annen dag dro barna til markedsplassen sammen med Nyar-Kanyada. Hun hadde en bod der hun solgte grønnsaker, sukker og såpe. Apiyo likte å fortelle kundene prisen på varene. Odongo pakket varene som kundene kjøpte.
En anden dag tog børnene på markedet med Nyar-Kanyada. Hun havde en bod, hvor hun solgte grøntsager, sukker og sæbe. Apiyo kunne godt lide at fortælle kunderne, hvad varerne kostede. Odongo pakkede de varer, kunderne købte.
Da dagen var omme, drakk de krydret te sammen. De hjalp bestemor med å telle pengene hun hadde tjent.
Sidst på dagen drak de chai sammen. De hjalp bedstemoderen med at tælle de penge, hun havde tjent.
Men snart var ferien over og barna måtte dra tilbake til byen. Nyar-Kanyada ga Odongo en skyggelue og Apiyo en genser. Hun pakket mat for reisen deres.
Men alt for hurtigt var ferien forbi, og børnene skulle tilbage til byen. Nyar-Kanyada gav Odongo en kasket og Apiyo en trøje. Hun pakkede mad til deres rejse.
Da faren deres kom for å hente dem, ville de ikke dra. Barna tryglet Nyar-Kanyada om å bli med dem til byen. Hun smilte og sa: «Jeg er for gammel for byen. Jeg skal vente på at dere kommer tilbake til landsbyen min.»
Da deres far kom for at hente dem, havde de ikke lyst til at tage hjem. Børnene tiggede og bad Nyar-Kanyada om at følge med dem til byen. Hun smilede og sagde: “Jeg er for gammel til byen. Jeg venter på, at I kommer tilbage til min landsby.”
Odongo og Apiyo klemte henne hardt og tok farvel.
Odongo og Apiyo gav hende begge et stort knus og sagde farvel.
Da Odongo og Apiyo dro tilbake til skolen, fortalte de vennene sine om livet på landet. Noen barn syntes at livet i byen var godt. Andre syntes at landet var bedre. Men viktigst av alt var at alle var enige i at Odongo og Apiyo hadde en fantastisk bestemor!
Da Odongo og Apiyo var tilbage i skolen, fortalte de deres venner om livet i landsbyen. Nogle børn mente, at livet i byen var godt. Andre mente, at landsbyen var bedre. Men mest af alt var alle enige om, at Odongo og Apiyo havde en vidunderlig bedstemor!
