Det var ei lita jente som først så den mystiske skikkelsen i det fjerne.
Det var en lille pige, der først så den mystiske skikkelse i det fjerne.
Etter hvert som skikkelsen kom nærmere, så hun at det var en høygravid kvinne.
Da skikkelsen kom nærmere, så hun, at det var en højgravid kvinde.
Sjenert, men modig, gikk den lille jenta nærmere kvinnen. «Vi må beholde henne her hos oss», bestemte de som var med den lille jenta. «Vi skal beskytte henne og barnet hennes.»
Genert, men modig bevægede den lille pige sig nærmere kvinden. “Vi må beholde hende hos os,” besluttede den lille piges folk. “Vi kan holde hende og hendes barn i sikkerhed.”
Barnet var snart på vei. «Trykk!» «Hent pledd!» «Vann!» «Tryyyykk!»
Barnet var snart på vej. “Pres!” “Hent tæpper!” “Vand!” “Preeeesss!!!”
Men da de fikk se babyen, vek alle tilbake i sjokk. «Et esel?»
Men da de så babyen, sprang alle chokerede tilbage. “Et æsel?!”
Alle sammen begynte å krangle. «Vi sa vi skulle beskytte mor og barn, og det skal vi gjøre», sa noen. «Men de kommer til å bringe ulykke!» sa andre.
Alle begyndte at diskutere. “Vi sagde, at vi ville holde mor og barn i sikkerhed, og det vil vi gøre,” sagde nogle. “Men de vil bringe uheld!” sagde andre.
Og slik var det at kvinnen ble alene igjen. Hun lurte på hva hun skulle gjøre med dette rare barnet. Hun lurte på hva hun skulle gjøre med seg selv.
Og så var kvinden alene igen. Hun spekulerede på, hvad hun skulle gøre med sit underlige barn. Hun spekulerede på, hvad hun skulle gøre med sig selv.
Men til slutt godtok hun at han var hennes barn, og at hun var moren hans.
Men til sidst måtte hun acceptere, at han var hendes barn, og at hun var hans mor.
Hvis bare barnet hadde beholdt den lille størrelsen, hadde alt kanskje vært annerledes. Men eselbarnet vokste og vokste, helt til han ikke lenger fikk plass på morens rygg. Og uansett hvor hardt han forsøkte, klarte han ikke å oppføre seg som et menneske. Moren hans var ofte sliten og frustrert. Noen ganger satte hun ham til å gjøre arbeid som var ment for dyr.
Hvis barnet var blevet ved med at være lille, havde alt måske været anderledes. Men æselbarnet voksede og voksede, indtil han ikke længere kunne sidde på sin mors ryg. Og lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke opføre sig som et menneske. Hans mor var ofte træt og frustreret. Nogle gange fik hun ham til at udføre dyrearbejde.
Esel ble fylt av forvirring og sinne. Han kunne ikke gjøre ditt, og han kunne ikke gjøre datt. Han kunne ikke være på én måte, og han kunne ikke være på en annen måte. Han ble så sint at han en dag sparket ned huset til moren sin.
Forvirring og vrede voksede i Æsel. Han måtte ikke gøre det ene, og han måtte ikke gøre det andet. Han måtte ikke være på den ene måde, og han måtte ikke være på den anden måde. Han blev så vred, at han en dag sparkede sin mor til jorden.
Esel skammet seg. Han begynte å løpe vekk så fort han kunne.
Æsel skammede sig. Han løb væk så hurtigt, han kunne.
Når han hadde sluttet å løpe, var det blitt kveld, og Esel hadde gått seg vill. «Hi ha», hvisket han inn i mørket. «Hi ha?» lød ekkoet. Han var alene. Han krøket seg sammen til en liten ball og falt i en dyp og forstyrret søvn.
Da han holdt op med at løbe, var det blevet nat, og Æsel var faret vild. “I-ah?” hviskede han ud i mørket. “I-ah?” svarede det tilbage. Han var alene. Han rullede sig sammen til en kugle og faldt i en dyb og urolig søvn.
Esel våknet opp til en merkelig gammel mann som stirret ned på ham. Han så inn i den gamle mannens øyne og begynte å kjenne et snev av håp.
Da Æsel vågnede op, stod der en underlig, gammel mand og kiggede ned på ham. Han så ind i den gamle mands øjne og begyndte at føle en gnist af håb.
Esel dro for å bo med den gamle mannen, som lærte ham mange forskjellige måter å overleve på. Esel lyttet og lærte, og det gjorde den gamle mannen også. De hjalp hverandre, og de lo sammen.
Æsel boede hos den gamle mand, der lærte ham forskellige ting, der kunne hjælpe ham til at overleve. Æsel lyttede og lærte, og det gjorde den gamle mand også. De hjalp hinanden, og de grinede sammen.
En morgen ba den gamle mannen Esel om å bære ham opp til toppen av et fjell.
En morgen bad den gamle mand Æsel om at bære ham til toppen af et bjerg.
Høyt oppe blant skyene sovnet de. Esel drømte at moren hans var syk og ropte på ham. Og da han våknet …
Højt oppe mellem skyerne faldt de i søvn. Æsel drømte, at hans mor var syg og kaldte på ham. Og da han vågnede op …
… hadde skyene forsvunnet, i likhet med vennen hans, den gamle mannen.
… var skyerne væk, og det var hans ven, den gamle mand, også.
Esel visste omsider hva han skulle gjøre.
Endelig vidste Æsel, hvad han skulle gøre.
Esel fant moren sin, som var alene og sørget over tapet av barnet sitt. De stirret på hverandre lenge. Og så klemte de hverandre veldig hardt.
Æsel fandt sin mor i sorg over sit mistede barn. De så længe på hinanden. Og så gav de hinanden et stort knus.
Eselbarnet og moren hans har utviklet seg i fellesskap og funnet mange måter å leve side ved side. Sakte, men sikkert har andre familier begynt å slå seg ned rundt dem.
Æselbarnet og hans mor er vokset sammen og har fundet mange måder at leve side om side på. Langsomt er andre familier begyndt at bosætte sig omkring dem.
