Dette er historien om Ngede, honninggøgen, og en grådig mand, der hed Gingile. En dag mens Gingile var på jagt, hørte han Ngedes kald. Gingiles tænder løb i vand ved tanken om honning. Han stoppede og lyttede, indtil han så fuglen i grenene over sit hoved. “Tjitik-tjitik-tjitik,” skrattede den lille fugl, mens han fløj videre til det næste træ, og det næste. “Tjitik-tjitik-tjitik,” kaldte han, mens han af og til stoppede for at sikre sig, at Gingile fulgte efter ham.
Efter en halv time kom de til et stort, vildt figentræ. Ngede hoppede vildt omkring i grenene. Så faldt han til ro på en gren og lagde hovedet på skrå og så på Gingile som for at fortælle: “Her er det! Kom nu! Hvad venter du på?” Gingile kunne ikke se nogen bier, men han stolede på Ngede.
دوایی گینگیلە ڕمه‌که‌ی لە له ژێر داره‌که داناو هێندێک چیلكەی وشكی كۆ كردەوە و ئاگرێكی بچووكی كردەوە. كاتێ ئاگرەكە خۆش بوو، لقه دارێكی وشكی درێژی خستە ناوه‌ندی ئاگرەكە. ئەو دارە بەوە ناسراو بوو كە له کاتی سووتاندا دووکه‌ڵی زۆر دەكات. ئەو سه‌رێکی لقه دڕێژه‌که‌ی به ددانی گرت و به دارهکهوه هه‌ڵگه‌ڕا.
Så Gingile lagde sit jagtspyd fra sig under træet, samlede nogle tørre kviste og lavede et lille bål. Da ilden brændte godt, lagde han en lang, tør pind ind i midten af bålet. Denne type træ var kendt for at lave masser af røg, når det brændte. Han begyndte at klatre, mens han holdt den kolde ende af den rygende pind fast mellem tænderne.
خه‌ریک بوو گوێ بیستی دەنگی ویزە ویزی مێشهەنگوینەكانی بێت. ئەوان له کونێکه‌وه له قه‌دی دارهکهوه ده‌هاتنه ده‌ره‌وه‌و ده‌چوونه‌وه ژووری شانه‌که‌یان. كاتێ گینگیلە گەیشتە سەر شانە هەنگوینەكە، داره دووکه‌ڵاویه‌که‌ی خسته ناو شانه‌که. به سه‌ره سووتاوه‌که،مێشه‌کان زۆر تووڕە بوون وهاتنه ده‌ره‌و و په‌لاماریان دا. ئەوان پێش ئه‌وه‌ی له ترسی دووکه‌ڵکه ڕا بکه‌ن، به گینگیله‌یان وه‌دا و ئازارێکی زۆریان پێگه‌گیاند.
Snart kunne han høre de travle biers høje summen. De fløj ind og ud af et hul i træstammen - deres bo. Da Gingile nåede op til boet, stak han den rygende ende af pinden ind i hullet. Bierne skyndte sig ud, sure og vrede. De fløj væk, fordi de ikke kunne lide røgen - men ikke før de havde givet Gingile nogle smertefulde stik!
Da bierne var væk, stak Gingile sine hænder ind til boet. Han tog håndfulde af den tunge voks ud, de dryppede af blød honning og var fulde af fede, hvide larver. Han lagde forsigtigt voksen i sin taske, han havde over skulderen, og begyndte at klatre ned fra træet.
Ngede fulgte nøje med i alt, Gingile gjorde. Han forventede, at han skulle efterlade et stort stykke voks som tak til honninggøgen. Ngede fløj fra gren til gren, tættere og tættere på jorden. Endelig nåede Gingile til foden af træet. Ngede satte sig til rette på en sten nær drengen og ventede på sin belønning.
بەڵام گینگیلە ئاگرەكەی كووژاندەوە، ڕمه‌که‌ی هەڵگرت و بەرەو ماڵ وەڕێكەوت و هیچ گوێی نه‌دا نگێده. نگێده بە تووڕەییەوە هاواری کرد: “سه‌رکه‌وتن، سه‌رکه‌وتن” گینگیلە راوەستا و چاوی لە باڵندەكە كرد و پێكەنی: “تۆ كەمێك هەنگوینت دەوێ هاوڕێی من؟ وانیه! بەڵام من بۆ خۆم هەموو كارەكانم كرد و مێشهەنگوینەكانیش ئەو هەمووەیان پێوە دام. بۆ دەبێ ئەم هەنگوینە بەتامە لەگەڵ تۆدا بەش بكەم؟” نگێده زۆر تووڕە بوو! ئەمە هەڵسوکەوتێکی باش نەبوو كە لەگەڵ ئەوی كرد! بەڵام نگێده تۆڵه‌ی خۆی ده‌کاته‌وه.
Men Gingile slukkede ilden, samlede sit spyd op og begyndte at gå hjem, mens han ignorerede fuglen. Ngede kaldte vredt: “VIK-torr! VIK-torr!” Gingile stoppede, stirrede på den lille fugl og lo højt. “Vil du have noget honning, min ven? Ha! Men jeg gjorde alt arbejdet og fik alle stikkene. Hvorfor skulle jeg dele denne skønne honning med dig?” Så gik han sin vej. Ngede var rasende! Sådan skulle man ikke behandle ham! Men han skulle få sin hævn.
Flere uger senere hørte Gingile igen Ngedes honningkald. Han huskede den lækre honning og fulgte ivrigt fuglen endnu engang. Efter at have ledt Gingile langs skovbrynet stoppede Ngede for at hvile sig i et stort paraplytræ. “Ah,” tænkte Gingile, “boet må være i dette træ.” Han tændte hurtigt sit lille bål og begyndte at klatre med den rygende gren mellem tænderne. Ngede sad og kiggede på.
Gingile klatrede og undrede sig over, hvorfor han ikke hørte den sædvanlige summen. “Måske er boet dybt inde i træet,” tænkte han. Han løftede sig op på en ny gren. Men i stedet for boet stirrede han ind i ansigtet på en leopard! Leopard blev meget vred over at få sin søvn forstyrret. Hun kneb øjnene sammen og åbnede munden og viste sine meget store og meget skarpe tænder.
بەر لەوەی پڵینگەكە زیان بە گینگیلە بگەیەنێ، ئەو بە خێرای رای كرد و لەسەر داره‌که هاتە خوارەوە. لەبەر په‌له کردن له سه‌ر لقی داره‌که پێی خزی و به توندی که‌وته خوارێ و گوێزینگی پێی له جێ چوو. بە هەموو توانایەوە بە شەلە شەل بۆی دەرچوو. بەختی باشی هه‌بوو که، پڵینگەكە زۆر خەواڵو بوو، بۆیە شوێنی نەكەوت. نگێده، ڕێنیشانده‌ری هه‌نگوین، تۆڵەی خۆی كردەوە. گینگیلەش وانەیەكی چاكی وەرگرت.
Før Leopard kunne springe på Gingile, skyndte han sig ned fra træet. I farten missede han en gren og landede med et tungt bump på jorden og vred om på sin ankel. Han humpede væk så hurtigt, han kunne. Heldigvis var Leopard stadig for søvnig til at jagte ham. Ngede, honninggøgen, havde fået sin hævn. And Gingile havde fået sig en lærestreg.
Når Gingiles børn hører historien om Ngede, får de respekt for den lille fugl. Når de samler honning, sørger de altid for at give det største stykke voks til honninggøgen!
Zulu folktale
Wiehan de Jager
Agri Afshin
kurdisk (sorani)
Niveau 4
The audio for this story is currently not available.
