Genert, men modig bevægede den lille pige sig nærmere kvinden. “Vi må beholde hende hos os,” besluttede den lille piges folk. “Vi kan holde hende og hendes barn i sikkerhed.”
Alle begyndte at diskutere. “Vi sagde, at vi ville holde mor og barn i sikkerhed, og det vil vi gøre,” sagde nogle. “Men de vil bringe uheld!” sagde andre.
Hvis barnet var blevet ved med at være lille, havde alt måske været anderledes. Men æselbarnet voksede og voksede, indtil han ikke længere kunne sidde på sin mors ryg. Og lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke opføre sig som et menneske. Hans mor var ofte træt og frustreret. Nogle gange fik hun ham til at udføre dyrearbejde.
Forvirring og vrede voksede i Æsel. Han måtte ikke gøre det ene, og han måtte ikke gøre det andet. Han måtte ikke være på den ene måde, og han måtte ikke være på den anden måde. Han blev så vred, at han en dag sparkede sin mor til jorden.
Da han holdt op med at løbe, var det blevet nat, og Æsel var faret vild. “I-ah?” hviskede han ud i mørket. “I-ah?” svarede det tilbage. Han var alene. Han rullede sig sammen til en kugle og faldt i en dyb og urolig søvn.
Æsel boede hos den gamle mand, der lærte ham forskellige ting, der kunne hjælpe ham til at overleve. Æsel lyttede og lærte, og det gjorde den gamle mand også. De hjalp hinanden, og de grinede sammen.
Æselbarnet og hans mor er vokset sammen og har fundet mange måder at leve side om side på. Langsomt er andre familier begyndt at bosætte sig omkring dem.